skip to Main Content
Madtropperne Spejderlejr17 V013

Madkundskabspuljen: sidste chance for at sende en ansøgning

Går du rundt med en fantastisk madkundskabs-idé? Så er det med at få den ned på papir nu. Madkundskabspuljen lukker nemlig for ansøgninger d. 3. april 2018.

I 2017 åbnede madkundskabspuljen for første gang. Siden da er det væltet ind med hundredvis af ansøgninger, som hver især har givet deres bud på, hvordan man kan styrke og synliggøre faget madkundskab. Idéerne spænder fra alt mellem et besøg af en lokal kok til et mobilt madkundskabslokale over en krydderurtehave i skolens baggård. I alt er mere end 150.000 kr. blevet uddelt – og der er stadig flere, hvor de kommer fra.

Puljen lukker d. 3. april 2018 kl. 23:59

Puljen har været så stort et hit blandt landets madkundskabslærere og -entusiaster, at det nu er nødvendigt at lukke puljen.

”Vi er simpelthen blevet væltet af gode, sjove og spændende ansøgninger. Derfor lukker vi for ansøgninger d. 3. april 2018”, lyder det fra projektleder i Madkamp, Malene Schrøder, der er overvældet over den store opfindsomhed på landets skoler.

Skal jeres idé nå med?

Har du en god idé til, hvordan man kan styrke madkundskabsfaget? Så tøv ikke med at sende en ansøgning til madkamp@madkulturen.dk, inden det er for sent.

Se hvordan du ansøger på www.madkamp.nu/madkundskabspuljen. Her kan du også læse mere om vores ansøgningskriterier. Du kan søge op til 10.000 kr. pr. madkundskabsprojekt, men du er velkommen til at sende alle de ansøgninger du vil, hvis du har flere gode idéer på tegnebrættet.

Madkamp og Madkundskabspuljen er støttet af Nordea-fonden og landets professionshøjskoler.