skip to Main Content
Præmier

Fantastiske præmier på højkant

Marcipanfigurer, neurogastronomi og biller. Det er nogle af de ting, som din klasse kan prøve kræfter med, hvis de vinder DM i madkundskab

Den 20. marts skydes DM i madkundskab 2018 i gang under temaet ‘Konserver din Køkkenhave’. Her skal Danmarks 10 dygtigste madkundskabshold kæmpe om titlen og æren om, at kunne kalde sig Danmarksmestre i madkundskab. Madkundskabselever og -lærere kæmper derfor i disse timer om at få de sidste detaljer på plads i deres ansøgning, så de kan blive udvalgt til den store fest på Kold College i Odense. Se hvad I kan vinde, hvis I løber afsted med 1. pladsen lige under videoen.

Vil I med til DM i madkundskab 2018? Læs hvordan du ansøger på www.madkamp.nu/DM-i-madkundskab. Der er ansøgningsfrist i dag d. 09/02-2018 kl. 23:59.

Hvad kan du vinde?

Igen i år er det Kold College, der står for vinderpræmien. Og igen i år kan du se frem til en hel dag for hele din klasse i et af Kold Colleges fantastiske madværksteder. Her kan du prøve kræfter fra alt mellem marcipanfigurer til neurogastronomi, biller, larver og chokoladeæg samt meget andet. Herunder finder du en oversigt over de madværksteder, som I kan vælge i mellem.

MAD OG HJERNEN

Neurogastronomi er en tværdisciplinær videnskabsgren, som undersøger og beskriver det at smage, sanse og spise ved hjælp af neurobiologien. Her åbner vi op for Pandoras æske om mad, smag og oplevelser i hjernen, og tager det ned på et ungdomsniveau, så alle kan være med.

DIG OG UMAMI

Her kommer du ikke blot til at arbejde med de fem grundsmage men den totale smagsoplevelse. For smagsoplevelsen er så meget mere end det, som vi oplever på tungen. Alle vores sanser skal på arbejde, når vi spiser. Eksempelvis kommer vi til at skubbe din opfattelse af smag i forhold til farver. Dette og meget mere løfter vi sløret for i denne aktivitet.

MARCIPANFIGURER

I marcipanværkstedet arbejdes der med den lækreste marcipan. Her kan du bruge din kreativite og æstetiske sans, når I triller, ruller, former og samler de sødeste, sjoveste og flotteste figurer, der kan spises.

BILLER, LARVER OG ANDET GODT

Vi har alle hørt om drivhuseffekten, mangel på fødevarer -ressourcer. Men hvad betyder det egentlig for de kommende generationer? Og hvilke nye fødevarer forventes det, at vi skal byde velkommen i fremtiden? Udover de mere eksotiske som eksempelvis melorme og fårekyllinger, er det også mere lokale råvarer, som forventes at finde vej til vores middagsborde. Det kan være forskellige tangtyper, men også vandmanden forventes at få en plads.

PÅSKEÆG

Få en dag i chokoladens tegn. Her skal du lave chokoladeæg og lækkert chokoladefyld. Det er den bedste og sødeste gave, du kan give til dine elever, og det vil få enhver forældres hjerte til at smelte.

JAMIES KØKKEN

Mange unge, specielt unge der interesserer sig for mad, kender Jamie Oliver og måske også hans sociale- og samfundsmæssige engagement. I dette forløb tages der udgangspunkt i hans “hurtige og sunde måltidssalater”, og får en god dialog om, hvorfor der er forskel på, hvornår den ene ret er sund i forhold til den anden, samt hvorfor maden måske ikke er lige sund for alle.

FLET- OG DEKORATIONSBRØD

I generationer har brødbagning været en del af den danske madkultur – og den er ikke blevet mindre. Der er stigende behov for, at kunne vise sine evner – såvel hjemme som ude. At kunne arbejde med forskellige dejtyper og fletteteknikker vil være med til at gøre hverdagen lidt sjovere for både dig og dine elever.